Medlemmer

Vedtægter


Bestyrelsen for DANSEquilibrium indkalder hermed til ordinær generalforsamling:

Dato: Fredag d. 30. April 2027 Tid: kl. 15.00 Sted: Receptionen, DANSEquilibrium, Horsensvej 72D, 7100 Vejle

Tilmelding og eventuelle forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 16. april kl. 15.00. Sendes via mail : post@dq.dk

Ændret og vedtaget på Danseforeningen DANSEquilibriums ekstraordinære generalforsamling d. 5. september 2026

Foreningen Danse Quilibrium Dansekompagni

§ 1 – Navn og hjemsted

  1. Foreningens navn er Foreningen Danse Quilibrium Dansekompagni, i daglig tale DANSEquilibrium og DQ.

  2. Foreningen har hjemsted i Vejle Kommune.

  3. Foreningens CVR-nr. er 25695828.

§ 2 – Formål

  1. Foreningens formål er gennem dans og øvrige relevante aktiviteter:

    • at give børn, unge og voksne mulighed for aktivt og kammeratligt samvær i deres fritid,

    • at fremme fællesskab, sammenhold og trivsel blandt medlemmerne,

    • at fremme medlemmernes interesse for og udvikling inden for dansens forskellige genrer,

    • at skabe et trygt, inkluderende og udviklende foreningsmiljø,

    • at tilbyde folkeoplysende aktiviteter med udgangspunkt i medlemmernes aktive deltagelse og fællesskab.

  2. Foreningen er almennyttig og drives efter demokratiske principper.

§ 3 – Medlemskab

  1. Som medlem kan optages enhver, der kan tilslutte sig foreningens formål og aktiviteter.

  2. Medlemskab opnås ved tilmelding til en af foreningens aktiviteter eller på anden måde efter de regler, som bestyrelsen fastsætter.

  3. Et medlem betragtes som aktivt medlem, når medlemmet er gyldigt indmeldt, deltager i eller er tilmeldt en aktivitet i foreningen og har betalt det forfaldne kontingent.

  4. Medlemmer registreres i foreningens medlemsregister.

  5. Medlemskabet er personligt.

  6. Bestyrelsen fastsætter de nærmere administrative regler for indmeldelse, udmeldelse, holdskifte, betalingsfrister og øvrige medlemsforhold.

  7. Et medlem, der væsentligt tilsidesætter foreningens vedtægter, regler eller formål eller udviser adfærd, der er til væsentlig skade for foreningen eller dens medlemmer, kan efter en konkret vurdering udelukkes af bestyrelsen.

  8. Inden en udelukkelse skal medlemmet have mulighed for at udtale sig.

§ 4 – Kontingent og deltagerbetaling

  1. Bestyrelsen fastsætter foreningens kontingenter og øvrige deltagerbetalinger.

  2. Bestyrelsen kan fastsætte forskellige kontingenter og priser afhængigt af blandt andet aktivitet, hold, træningsmængde, alder, konkurrenceaktivitet og øvrige relevante forhold.

  3. Bestyrelsen kan fastsætte regler om rabatter, betalingsrater, tilmeldingsgebyrer og øvrige betalingsvilkår.

  4. Medlemmer i restance kan efter påmindelse udelukkes fra aktiviteter eller få medlemskabet ophævet, indtil restancen er betalt.

§ 5 – Generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

  2. Generalforsamlingen kan være ordinær eller ekstraordinær.

  3. Generalforsamlingen træffer beslutning inden for de rammer, der følger af disse vedtægter.

  4. Beslutninger træffes som udgangspunkt ved simpelt flertal blandt de afgivne gyldige stemmer, medmindre andet følger af disse vedtægter.

  5. Ved stemmelighed bortfalder et forslag.

  6. Ved personvalg med stemmelighed foretages omvalg mellem de kandidater, der har opnået samme stemmetal. Er der fortsat stemmelighed, afgøres valget ved lodtrækning.

  7. Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre dirigenten eller blot ét stemmeberettiget medlem kræver skriftlig afstemning.

  8. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 6 – Stemmeret og valgbarhed

Stemmeret

  1. Hvert aktivt medlemskab giver én stemme på generalforsamlingen.

  2. Medlemmer, der melder sig ind efter indkaldelsen til den pågældende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling, har ikke stemmeret på denne generalforsamling.

  3. Medlemmet må ikke være i restance på tidspunktet for generalforsamlingen.

  4. Et medlem, der er fyldt 18 år, udøver selv sin stemmeret.

  5. For et medlem under 18 år udøves medlemmets stemme af én forældremyndighedsindehaver.

  6. Der kan kun afgives én stemme pr. medlemskab. To forældremyndighedsindehavere kan således ikke begge stemme på vegne af det samme medlem.

  7. Har samme forældremyndighedsindehaver flere børn, som hver opfylder betingelserne for stemmeret, kan vedkommende udøve én stemme for hvert af disse medlemskaber.

Valgbarhed

  1. Valgbar til bestyrelsen er:
    a. medlemmer, der er fyldt 18 år, eller
    b. en forældremyndighedsindehaver til et medlem under 18 år.

  2. Den valgbare person må ikke være omfattet af begrænsningerne i § 10 eller § 11.

  3. En kandidat skal være til stede på generalforsamlingen eller på forhånd skriftligt have meddelt, at vedkommende er villig til at modtage valg.

§ 7 – Ordinær generalforsamling

  1. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af juni.

  2. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel.

  3. Indkaldelsen sendes elektronisk til medlemmerne via den kontaktadresse, som er registreret i foreningens medlemssystem, og kan herudover offentliggøres på foreningens hjemmeside, medlemssystem eller øvrige officielle kommunikationskanaler.

  4. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.

  5. Forslag fra medlemmer, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

  6. Rettidigt indkomne forslag gøres tilgængelige for medlemmerne inden generalforsamlingen.

  7. Dagsordenen skal som minimum indeholde:

    1. Valg af dirigent

    2. Valg af referent

    3. Bestyrelsens beretning

    4. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab

    5. Behandling af indkomne forslag

    6. Valg til bestyrelsen

    7. Valg af suppleant(er)

    8. Valg af revisor

    9. Eventuelt

  8. Under punktet "Eventuelt" kan emner drøftes, men der kan ikke træffes bindende beslutninger.

  9. Generalforsamlingen kan afholdes helt eller delvist elektronisk, hvis bestyrelsen vurderer, at dette er forsvarligt, og der kan etableres en sikker metode til identifikation, deltagelse og afstemning.

  10. Der udarbejdes referat af generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes af dirigenten og opbevares af foreningen.

§ 8 – Ekstraordinær generalforsamling

  1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når et flertal af bestyrelsen beslutter det.

  2. Ekstraordinær generalforsamling skal desuden indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter et motiveret krav herom.

  3. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at bestyrelsen har modtaget kravet.

  4. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel på samme måde som den ordinære generalforsamling.

  5. Indkaldelsen skal tydeligt angive de spørgsmål og forslag, der skal behandles.

  6. På en ekstraordinær generalforsamling kan der alene træffes bindende beslutning om emner, der fremgår af den udsendte dagsorden.

  7. Reglerne om stemmeret, afstemning, dirigent og referat gælder tilsvarende for ekstraordinære generalforsamlinger.

§ 9 – Bestyrelsen

  1. Bestyrelsen er foreningens øverste ledelse mellem generalforsamlingerne og har det overordnede ansvar for foreningens drift, økonomi, organisation, ansatte og aktiviteter.

  2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer.

  3. Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen for en periode på 2 år ad gangen.

  4. Valgene tilrettelægges, så henholdsvis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg skiftevis hvert år.

  5. Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med mindst:

    • formand,

    • næstformand,

    • kasserer.

  6. Bestyrelsen kan herudover fordele øvrige ansvarsområder mellem sine medlemmer.

  7. Generalforsamlingen vælger en suppleant for ét år ad gangen.

  8. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden, indtræder suppleanten frem til næste ordinære generalforsamling.

  9. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden inden for rammerne af vedtægterne.

  10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer deltager i mødet.

  11. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpelt flertal.

  12. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

  13. Der føres beslutningsreferat fra alle bestyrelsesmøder.

  14. Referater skal opbevares på en måde, så den til enhver tid siddende bestyrelse har adgang til foreningens beslutningshistorik.

  15. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper samt delegere nærmere afgrænsede opgaver, men bestyrelsen bevarer det overordnede ansvar.

  16. Generalforsamlingen kan ved simpelt flertal afsætte et eller flere bestyrelsesmedlemmer inden udløbet af deres valgperiode, når spørgsmålet tydeligt fremgår af den udsendte dagsorden.

§ 10 – Bestyrelsens uafhængighed og habilitet

  1. Bestyrelsen skal være sammensat på en måde, der sikrer dens uafhængighed og mulighed for at føre kontrol med foreningens drift og økonomi.

  2. Mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer må ikke samtidig modtage løn eller fast honorar fra foreningen.

  3. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling eller afgørelse af en sag, hvis medlemmet selv eller en nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.

  4. Dette gælder blandt andet beslutninger om:

    • egen løn eller honorering,

    • egne ansættelsesvilkår,

    • aftaler med egen virksomhed,

    • aftaler med ægtefælle, samlever, kæreste, forældre eller børn,

    • andre forhold, hvor der kan være tvivl om medlemmets upartiskhed.

  5. Det inhabile medlem skal forlade behandlingen af den konkrete sag og må ikke deltage i beslutningen.

  6. Inhabilitet samt medlemmets fravær under behandlingen skal fremgå af bestyrelsens referat.

  7. Aftaler mellem foreningen og et bestyrelsesmedlem eller dennes nærtstående skal være sagligt begrundede, ske på rimelige og dokumenterbare vilkår og godkendes af de øvrige habile bestyrelsesmedlemmer.

§ 11 – Daglig ledelse og øvrige ansatte

  1. Bestyrelsen kan ansætte én eller flere daglige ledere til at varetage den daglige drift af foreningen inden for de rammer, budgetter og instrukser, som bestyrelsen fastsætter.

  2. Ansvaret for den daglige drift kan efter bestyrelsens beslutning fordeles mellem flere daglige ledere, eksempelvis med ansvar for forskellige afdelinger eller funktioner.

  3. Bestyrelsen er den eller de daglige lederes arbejdsgiver.

  4. Bestyrelsen træffer beslutning om ansættelse og afskedigelse af daglig leder og øvrige medarbejdere og fastsætter de væsentlige ansættelsesvilkår.

  5. Bestyrelsen fastlægger ansvarsområder og beføjelser for den eller de daglige ledere.

  6. Den eller de daglige ledere refererer til bestyrelsen og er ansvarlige for at følge bestyrelsens beslutninger.

  7. Den eller de daglige ledere deltager i bestyrelsesmøderne, medmindre bestyrelsen konkret beslutter andet, eksempelvis ved behandling af sager om den pågældendes egne ansættelsesforhold.

  8. Den eller de daglige ledere har ikke som følge af deres stilling selvstændig kompetence til at træffe beslutninger, der efter vedtægterne henhører under generalforsamlingen eller bestyrelsen.

  9. Den eller de daglige ledere kan ikke være medlem eller suppleant i foreningens bestyrelse.

  10. Følgende personer kan heller ikke være medlem eller suppleant i bestyrelsen:

  • den daglige leders ægtefælle,

  • samlever eller person, som den daglige leder er i et fast parforhold med,

  • den daglige leders forældre,

  • den daglige leders børn.

  1. Bestyrelsen kan meddele den eller de daglige ledere eller andre ansatte konkrete administrative fuldmagter til varetagelse af den løbende drift.

  2. Sådanne fuldmagter skal være klart afgrænsede og kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes af bestyrelsen.

  3. Den eller de daglige ledere har ikke tegningsret for foreningen alene som følge af deres ansættelse.

  4. Ansættelse, aflønning og øvrige væsentlige vilkår for ansatte sker under bestyrelsens ansvar.

  5. Bestyrelsen træffer beslutning om ansættelse og aflønning af medarbejdere og instruktører.

§ 12 – Tegningsret, fuldmagter og økonomiske dispositioner

  1. Foreningen tegnes juridisk og økonomisk af formanden i forening med kassereren eller næstformanden.

  2. Ingen enkeltperson kan alene forpligte foreningen ved væsentlige økonomiske eller juridiske dispositioner, medmindre der foreligger en konkret og dokumenteret fuldmagt fra bestyrelsen.

  3. Bestyrelsen kan meddele konkrete administrative fuldmagter til eksempelvis ansatte eller andre personer, når dette er nødvendigt for den daglige drift.

  4. Bestyrelsen fastsætter i sin forretningsorden nærmere regler om økonomiske beføjelser, godkendelse af betalinger, bankadgange og interne kontrolprocedurer.

  5. Optagelse af lån, kautionsforpligtelser, pantsætning eller andre ekstraordinære økonomiske forpligtelser kræver en udtrykkelig beslutning i bestyrelsen.

  6. Ingen fuldmagt kan begrænse bestyrelsens ret til indsigt i foreningens økonomi, bankforhold, kontrakter, systemer eller øvrige dokumentation.

  7. Alle væsentlige aftaler indgås på vegne af Foreningen Danse Quilibrium Dansekompagni og skal opbevares, så den samlede bestyrelse kan få adgang til dem.

§ 13 – Regnskab, formue og revision

  1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret fra 1. januar til 31. december.

  2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der føres et retvisende og dokumenteret regnskab over foreningens indtægter, udgifter, aktiver og forpligtelser.

  3. Foreningens midler må alene anvendes til formål, der ligger inden for foreningens vedtægtsmæssige formål.

  4. Foreningens formue tilhører foreningen og ikke dens medlemmer, ansatte eller bestyrelsesmedlemmer.

  5. Årsregnskabet forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

  6. Årsregnskabet skal underskrives af hele bestyrelsen.

  7. På den ordinære generalforsamling vælges en revisor for ét år ad gangen.

  8. Revisor må ikke være medlem af bestyrelsen.

  9. Revisor gennemgår foreningens regnskab efter de regler, der gælder for foreningen, herunder reglerne for folkeoplysende foreninger og eventuelle kommunale tilskud.

  10. Regnskabet skal forsynes med revisors påtegning.

  11. Hvis gældende lovgivning, kommunale regler eller størrelsen af offentlige tilskud kræver revision ved en registreret eller statsautoriseret revisor, anvendes en sådan.

  12. Bestyrelsen skal sikre forsvarlig intern økonomisk kontrol og dokumentation.

  13. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningen med sin formue. Foreningens medlemmer, bestyrelsesmedlemmer og ansatte hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser, medmindre andet følger af dansk rets almindelige regler eller af en særskilt personlig forpligtelse.

§ 14 – Foreningens dokumenter og adgange

  1. Foreningens regnskabsmateriale, medlemsdata, kontrakter, referater, korrespondance, digitale konti, systemadgange og øvrige dokumentation tilhører foreningen.

  2. Bestyrelsen skal sikre, at foreningen ikke er afhængig af én enkelt person for adgang til væsentlige systemer, økonomiske oplysninger eller dokumenter.

  3. Bestyrelsen skal sikre, at relevante bestyrelsesmedlemmer har den nødvendige adgang til foreningens centrale administrative og økonomiske systemer og oplysninger.

  4. Bestyrelsen fastsætter nærmere regler herom i sin forretningsorden.

  5. Personer, der fratræder en funktion i foreningen, skal uden unødigt ophold overdrage foreningens dokumenter, effekter, adgangsoplysninger og øvrige materiale til bestyrelsen.

§ 15 – Vedtægtsændringer

  1. Forslag til ændring af vedtægterne kan behandles på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

  2. Den foreslåede vedtægtsændring eller det væsentlige indhold heraf skal fremgå af indkaldelsen eller medsendt materiale.

  3. Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer stemmer for forslaget.

  4. Vedtagne vedtægtsændringer træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingens vedtagelse, medmindre generalforsamlingen beslutter andet.

  5. Bestyrelsen sørger for, at gældende vedtægter efterfølgende fremsendes til relevante myndigheder, hvis dette kræves.

§ 16 – Opløsning

  1. Beslutning om opløsning af foreningen kræver vedtagelse på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

  2. Forslaget om opløsning skal fremgå tydeligt af indkaldelsen til begge generalforsamlinger.

  3. Ved begge generalforsamlinger kræves mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for opløsning.

  4. Ved foreningens opløsning skal eventuel gæld og øvrige forpligtelser først afvikles.

  5. En eventuel resterende formue og øvrige aktiver kan ikke udloddes til medlemmer, bestyrelsesmedlemmer eller ansatte.

  6. Resterende formue og aktiver skal anvendes til almennyttige, folkeoplysende, idrætslige eller kulturelle formål i Vejle Kommune, fortrinsvis til aktiviteter for børn og unge.

  7. Den afsluttende generalforsamling træffer beslutning om den konkrete anvendelse inden for disse rammer.

§ 17 – Ikrafttræden

Disse vedtægter er vedtaget på Foreningen Danse Quilibrium Dansekompagnis generalforsamling den 5. september 2026 og erstatter fra samme tidspunkt foreningens tidligere vedtægter i deres helhed.